Erhverv Aarhus nyheder
10-10-2019

Ministerhenvendelse: vi presser på for Marselistunnel-løsning

Erhverv Aarhus har sendt en henvendelse til finansminister Nicolai Wammen ang. det presserende behov for Marselistunnelen. Læs henvendelsen nedenfor og JP Aarhus' omtale af henvendelsen her.

 

Kære finansminister Nicolai Wammen

Østjylland er Danmarks største vækstområde uden for hovedstaden. Der er vækst i erhvervslivet både i antallet af arbejdspladser og investeringer – samt i antallet af turister, studerende og tilflyttere. Den positive udvikling fortsætter dog kun med et konstruktivt samarbejde mellem erhvervsliv og politikere.

Erhverv Aarhus er tæt på erhvervslivet og kan konstatere, at behovet for etableringen af Marselistunnelen er mere presserende end nogensinde. Som bekendt er finansieringen sikret, da kommunens dækningsafgift er sat af til netop Marselistunnelen. Dette er sket i en politisk aftale mellem en række partier og repræsentanter for arbejdsmarkedet og erhvervslivet tilbage i 2011.

Derfor afventer vi fortsat en model fra regeringen til at etablere Marselistunnelen.

Uden Marselistunnelen vil Marselis Boulevard, blive én lang trafikprop til skade for såvel importen som eksporten og trafiksikkerheden samt en grønnere by. Marselis Boulevard er primær adgangsvej for både godstransport og privatbilisme til Danmarks største containerhavn, Aarhus Havn. Flytningen af Molslinien til oktober 2020 øger yderligere presset på Marselis Boulevard.

Der er flere årsager til, at etableringen af Marselistunnelen er presserende:

  • Aarhus Havn har i dag en markedsandel på ca. 65% af al containertrafik i Danmark og vokser kraftigt, hvilket betyder mere gods på vejen.
  • Molslinjen flytter fra midtbyen til Aarhus Havn i oktober 2020. Molslinjen fragter mere end 1,3 mio. personbiler om året. Antallet forventes at stige til 1,5 mio. i 2030.
  • Prognoser peger på en anseelig stigning i trafikken i området. I 2014 kørte der 16.900 køretøjer i døgnet på Marselis Boulevard. I 2017 var antallet 18.100. I 2030 forventes antallet at være 26.500 køretøjer i døgnet.

Etableringen af tunnelen vil:

  • Styrke mobiliteten for gods- og persontrafik i landets andet største vækstområde.
  • Understøtte erhvervslivets vækstvilkår og dermed områdets arbejdspladser på lang sigt.
  • Forbedre fremkommeligheden i trafikken og derved mindske kødannelse og deraf forøget klimabelastning.
  • Anlæggelsen vil muliggøre fredeliggørelse og grøn forskønnelse af et stort trafikbelastet byområde.

Erhverv Aarhus imødeser derfor en snarlig afklaring af, hvordan Marselistunnelen skal realiseres. Vi håber dette kan ske i indeværende folketingssamling. Vi stiller os til rådighed for yderligere information og samarbejde i processen frem mod en endelig afklaring.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Terje Vammen, Formand, Erhverv Aarhus og Marc Perera Christensen, Direktør, Erhverv Aarhus

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies