Erhverv Aarhus - vi skaber værdi for virksomheder på tværs af erhverv, uddannelse, kultur og sport

Nyt fra medlemmer
04-10-2018

SMV-bestyrelser skal på den digitale skolebænk

Et nyt forskningsprojekt, støttet af Industriens Fond, skal opkvalificere bestyrelserne i små og mellemstore virksomheder til at handle strategisk på muligheder og trusler fra nye digitale teknologier.
 
Op mod halvdelen af bestyrelsesmedlemmer i små og mellemstore danske virksomheder føler sig udfordrede af deres manglende viden om nye digitale teknologier. Dette viser de indledende resultater fra forskningsprojektet; ”SMV-bestyrelsen som digital katalysator”. Forskningsprojektet er sat i søen for at skabe og sikre vækst ved at give SMV-bestyrelserne viden og konkrete værktøjer til at kunne arbejde strategisk med digitalisering.
 
"Arbejdet med digitalisering på det strategiske plan er særligt vigtigt for SMV’er, da disse ofte er udfordrede af begrænsede ressourcer, såvel økonomisk som organisatorisk. Derfor er det afgørende, at bestyrelsen formår at træffe de rigtige beslutninger om hvilke digitale investeringer, der skaber mest værdi for deres virksomhed," udtaler Mette Neville, centerleder for Center for Små og Mellemstore virksomheder, der er en af initiativtagerne bag projektet.
 

Bestyrelserne mangler digitalt overblik

At bestyrelserne spiller en væsentlig rolle i det strategiske arbejde i virksomhederne er ikke nogen nyhed. Resultater fra forskningsprojektet peger dog på, at det er en udfordring for mange bestyrelsesmedlemmer, at det strategiske arbejde i disse tider involverer en væsentlig stillingstagen til digitale tiltag. Dette billede bakker en af landets mest erfarne bestyrelsesmedlemmer, advokaten Carl Erik Skovgaard, op om:
 
"Den største udfordring er, at langt de fleste bestyrelser godt ved, at der skal arbejdes med digitalisering, men de ved simpelthen ikke, hvordan de skal gribe det an og i hvilken rækkefølge, de forskellige tiltag skal implementeres. Problematikken er derfor at finde ud af, hvordan de digitale potentialer bliver omformet til en konkret handlingsplan, der skaber udvikling i virksomhederne. Dette skal bestyrelserne, i min optik, kunne magte at rådgive ledelsen om."
 
I forskningsprojektet er der derfor et særligt fokus på at klæde de deltagende bestyrelser på til at kunne arbejde med digitalisering i praksis. Det er netop denne gavnlige kobling mellem digitalisering og forretningsudvikling, der er et af hovedresultaterne, man håber, der kommer ud af forskningsprojektet, hvilket Sam Kondo Steffensen, programdirektør hos DTU Business, også understreger.

"Et succeskriterium for projektet er, at bestyrelserne bliver digitalt nysgerrige og selvhjulpne fremadrettet og kan oversætte denne nysgerrighed til konkrete værdiskabende forretningstiltag. Det vil gøre bestyrelserne i stand til at agere som katalysatorer for udnyttelse af de fremtidige, og endnu uopdagede, muligheder, der er iboende i de radikale nye teknologiske landvindinger ved at koble dem til nye forretningsmodeller," siger Sam Kondo Steffensen.
 
Hvis din bestyrelse ønsker at deltage i et af virksomhedsforløbene, der er tilknyttet forskningsprojektet, kan du kontakte Mette Neville på info@digitalkatalysator.dk, hvorefter du vil blive kontaktet telefonisk.

Fakta om forskningsprojektet:
Forskningsprojektet 'SMV-bestyrelsen som digital katalysator' strækker sig fra 2018 til 2020.
 
Projektet er støttet af Industriens Fond.
 
Projektet er et samarbejde mellem Center for Små og Mellemstore Virksomheder, Aarhus School of Business and Social Sciences (BSS), Danmarks Tekniske Universitet (DTU Business), Væksthus Midtjylland og det digitale bureau Gejst/Studio.
 
I projektet gennemgår 45 SMV-bestyrelser ét af tre mulige virksomhedsforløb, der skal sikre dem et digitalt kompetenceløft. Resultaterne fra virksomhedsforløbene udvikles herefter til forskningsbaserede open-source værktøjer, der kan benyttes i den videreuddannelse af SMV-bestyrelser. 
 
Som bestyrelse er det gratis at deltage i virksomhedsforløbene takket være støtten fra Industriens Fond. For at deltage i et virksomhedsforløb er der en forventning om, at man ønsker at udnytte de digitale potentialer til at optimere og skabe nye forretningsmuligheder.

http://digitalkatalysator.au.dk/

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies