Erhverv Aarhus nyheder
01-10-2018

Arrangement: Hvad betyder Brexit for erhvervslivet?

Hvordan skal man forholde sig til Storbritanniens udgang af EU, og i hvor høj grad har det betydning for det danske erhvervsliv? Fredag den 28. september mødte 50 erhvervsfolk op i Nykredit for at høre om de aktuelle Brexit forhandlinger med udgangspunkt i det danske erhvervslivs muligheder og udfordringer.

Den 29. marts 2019 skal det sidste punktum sættes i udtrædelsesaftalen for Storbritannien. Det store spørgsmål er nu, hvorvidt Brexit bliver hårdt og uden en aftale med EU, eller om der kommer en aftale i hus.

Jimmi Jahn Kraglund, storkundedirektør, Nykredit, bød velkommen og fremsatte dagens store spørgsmål: ”Hvad betyder Brexit for os? ” Fredagens oplægsholdere, Klaus Dalsgaard, cheføkonom, Nykredit og Lars Thuesen, dansk ambassadør i Storbritannien, var begge enige om, at uanset udfaldet af forhandlingerne, vil Brexit have betydelige konsekvenser i Danmark. Henrik Kleis, britisk konsul og partner, DLA Piper, stemte også i og tilføjede, at man allerede nu gør klogt i at være ekstra opmærksom i forhold til kontraktlige samarbejder i Storbritannien.
 

Brexit-forhandlingerne har lange udsigter og et dalende pund

Klaus Dalsgaard, cheføkonom, Nykredit, gjorde status på den økonomiske situation i Storbritannien, hvor Brexit har resulteret i en betydelig nedgang af Pundets værdi siden bekendtgørelsen af folkeafstemningen. Han gjorde også klart at møntfodens værdi kan blive endnu lavere som konsekvens af et hårdt Brexit. Klaus Dalsgaard er ikke i tvivl, og beskrev de igangværende forhandlinger mellem EU og Storbritannien som meget komplekse og med lange udsigter til en endelig løsrivelse af Storbritannien, ”Det, der står lysende klart, er, at der ikke er noget, der står klart den 30. marts 2019.  Der kommer en overgangsfase. ”

Det største problem, Klaus Dalsgaard ser, er dog, at implementeringen af delaftaler afhænger af én samlet aftale mellem de to parter: ”Man er kommet rigtig langt. Det, der bare er rigtig kritisk, er at man skal have en samlet aftale. Så hvis man ikke laver en samlet aftale, så falder alle delaftalerne fra hinanden. ”
 

Kan der komme en aftale på bordet, som er fri for konkurrenceforvridning?

”Jeg havde ikke drømt om hvor kompliceret, det her ville være”, sagde Lars Thuesen, dansk ambassadør i Storbritannien, og dét på trods af hans store viden om både Storbritannien og den Europæiske Union. Kompleksiteten kan tilskrives den manglende plan fra Storbritanniens side, splittelsen i den britiske politik og det britiske folk samt det ukendte territorium EU betræder, når unionen søger at skabe en aftale uden præcedens.

Nogle af de større udfordringer, i forhold til at få indgået en aftale inden udgangen af marts, er, at Storbritannien fortsat ønsker at handle indenfor den Europæiske Union, men ikke ønsker at følge de dertilhørende regler for toldkontrol og indre markedskontrol. Når EU ikke går med til dette, beskyttes EU's landes forhandlere, da sådanne særaftaler vil resultere i en konkurrenceforvridning, hvor Storbritanniens produkter ikke vil være underlagt samme krav til standarder.

Der er, ifølge Lars Thuesen, ikke udsigt til en ny folkeafstemning, og en lang vej til en endelig aftale. Derudover mener han, at ”prioritet nummer 1 er, at vi får et velfungerende EU-samarbejde, ” og ser det ikke helt umuligt, at det bliver lavet nødaftaler mellem EU og Storbritannien, så samhandel og eksport kan fungere uden betydelige ændringer et par år ud i fremtiden, mens en aftale forhandles færdig. Dette er dog kun fremtidsudsigter i tilfælde af et blødt brexit – bliver der ikke lavet nogen aftale mellem parterne i marts 2019, så kan Lars Thuesen på nuværende tidspunkt kun forudsige en kaotisk fremtid.
 

Bliv klar til Brexit – deal eller no deal

Henrik Kleis, britisk konsul og partner, DLA Piper rundede arrangementet af med et råd om at være ekstra opmærksom på ens juridiske position i samhandel med Storbritannien. Han foreslog også, at man kigger på Dansk Erhvervs ’Brexit-tjekliste’ med 18 punkter for at blive klar til det forestående Brexit.
 
’Brexit - erhvervslivets muligheder og udfordringer’ er afviklet i samarbejde mellem Nykredit, Udenrigsministeriet og Erhverv Aarhus.
 
 
 

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies