Erhverv Aarhus - vi skaber værdi for virksomheder på tværs af erhverv, uddannelse, kultur og sport

Erhverv Aarhus nyheder
13-09-2018

Fremtidens erhvervsjournalistik: Fokus på klik eller virkelighed?

Ulrik Haagerup gik til stålet i sit oplæg om journalistikken og kommenterede på den manglende tillid til medier og journalister. De fremsatte synspunkter blev uddybet, udforsket og debatteret af et ekspertpanel og 50 veloplagte deltagere til arrangementet Business & Media, der blev afholdt den 13. september 2018 hos Jyske Bank.

Business & Media

Fremtidens erhvervsjournalistik, journalistisk indhold og medier var brændpunktet og blev diskuteret i oplæg såvel som i en efterfølgende debat. Finn Frandsen, professor ved Institut for virksomhedsledelse på Aarhus BSS, indtog rollen som både ordstyrer og paneldebattør. Ulrik Haagerup, direktør i Constructive Institute og tidl. DR nyhedschef, holdt et oplæg og var efterfølgende med i paneldebat sammen med Finn Frandsen og Jens Otto Kjær Hansen, rektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
 

Den gode historie er ’den dårlige historie’

Ulrik Haagerup delte i sit oplæg sin gamle undervisers ord: ”En god historie er en dårlig historie – hvis ingen bliver sure, er det bare reklame.” Forestillingen om at medierne skal levere nyhedsværdi og fokusere på at sælge et ’produkt’ medfører en skævvridning af borgernes syn på verden og virkeligheden.

"Det er ikke blot fake news, man skal frygte og være opmærksom på," sagde Ulrik Haagerup. Det er i langt højere grad vinklingen af historier, og de billeder der skabes i hovedet, der giver et indtryk af, at verden er et forfærdeligt sted med kriser, konflikter og katastrofer. Journalistik er ikke blot et produkt, der skal sælges, men derimod en service, hvis fineste job er at levere retvisende billeder af verdenstilstanden. Når det hele handler om klik, køb og likes, så nedprioriteres helhedsbilledet ofte til fordel for breaking news.  

Den konkrete påvirkning af samfundet ses, ifølge Ulrik Haagerup, i at nogle individer tager afstand fra medierne, og at troværdigheden i den danske befolkning er i bund – både når det kommer til journalister og politikere. Politikere bliver i højere grad ’media politicians’, der får mere taletid baseret på nyhedskriterierne og populisme, så mediernes dækning af det politiske regi er med til at forme det politiske landskab og demokratiet. Denne problematik med mediernes negative fokus på nyhedsdækning påvirker også samfundet i forbindelse med erhvervsjournalistik, hvor identifikationen af en skurk og et offer ofte er vigtigst.
 

Hvad så nu?

Jens Otto Kjær Hansen, rektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, tilføjede at journalistikken ikke er ene om at styre verdensudviklingen. Yderligere kommenterede han, at man, til trods for at uddanne gode journalister, vil opleve, at mange nye journalister er under pres for at fokusere på nyhedskriterierne – og derved på de ’dårlige’ historier.

Finn Frandsen, professor ved Institut for virksomhedsledelse på Aarhus BSS, kaldte debatten for fundamental, da den omhandler virkeligheden – for opfattelsen af virkeligheden er med til at skabe virkeligheden.

Konstruktiv journalistik fokuserer på fremtiden med spørgsmål som ’Hvad så nu?’, og er den vinkel, Ulrik Haagerup gerne vil se medierne tage fremover. For som han siger, ”Målet med god journalistik er ikke at være kritisk. Dét er det bedste middel til god journalistik. Mål og middel er blevet byttet rundt hen af vejen.”

Business & Media afvikles i samarbejde mellem Jyske Bank, Envision, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Erhverv Aarhus. Business & Media vender tilbage i et nyt format i 2019.

Se videoreportage fra Jyske Bank TV

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies