Erhverv Aarhus - vi skaber værdi for virksomheder på tværs af erhverv, kultur og uddannelse

Månedens virksomhed
01-06-2017

VUC Erhverv er månedens virksomhed

Det er vigtigt, at uddannelsesverdenen tilgodeser alle medarbejdergrupper, når det handler om kompetenceudvikling, mener VUC Erhverv. Derfor har de udarbejdet smidige løsninger på deres efteruddannelser, som netop skal tilgodese alle erhvervslivets medarbejdergrupper.

Kompetenceløft for medarbejdere og virksomheder

VUC Erhverv, en afdeling under VUC Aarhus, fungerer som bindeled mellem virksomhederne og efter- og videreuddannelse. Ifølge Inger Goul Andersen, uddannelseskonsulent ved VUC Erhverv, har virksomheder ofte forskellige medarbejdergrupper og har derfor behov for et bredt udvalg af efteruddannelser, som kan sikre den almene og faglige opkvalificering af medarbejdere.
Inger Goul Andersen

"Smidighed og fleksibilitet er nøgleord for os. Vores helt store styrke er, at vi er gode til at tilpasse os vores kunders behov for efteruddannelse. Vi har 250 dygtige og erfarne undervisere, som har samarbejdet med mange forskellige slags virksomheder med vidt forskellige behov. Undervisningen rykker vi gerne ud på arbejdspladsen eller i helt andre omgivelser, hvis det er et ønske fra vores kunder," siger Inger Goul Andersen.
 
VUC Erhverv tilbyder f.eks. forberedende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning (OBU) og enkeltfag på niveauer fra 9. klasse til højeste gymnasiale niveau.
 
"Videreuddannelse – uanset niveau – kan have enorm betydning for medarbejderens kompetencer og selvtillid. Fx har vi fået feedback fra en kursist, som nu skriver mails til sin leder og udfylder arbejdsskemaer, hvilket vedkommende ikke turde før kurset, mens andre oplever, at IT er ikke så farligt, som de troede, før de fik indblik i det," siger Inger Goul Andersen.
 

Tilpasning af uddannelsestilbud

For at tilgodese kundernes behov, og ikke mindst kvalitetssikre VUC Erhvervs uddannelser, kan medarbejdere gennemføre en individuel kompetencevurdering på baggrund af både niveau og forudsætninger.
 
"Vi vil gerne sikre os det bedst mulige udbytte og effekt af vores efter- og videreuddannelser og derfor indleder vi altid et samarbejdet med en dialog, hvor vi får ønsker og behov kortlagt. Det er med til at kvalitetssikre niveauet," siger Inger Goul Andersen.
 
VUC Erhverv tilbyder desuden rådgivning om strategisk kompetenceudvikling og praktisk uddannelsesplanlægning, fx med henblik på at afdække og registrere uddannelses-/ efteruddannelsesbehov, give sparring til uddannelsesplanlægning og indgå i aftalte og afgrænsede HR-opgaver.

VUC Aarhus har 330 medarbejdere, 6.000 kursister og en årlig omsætning på ca. 200 mio. kr. VUC Aarhus udbyder undervisning inden for Almen Voksenuddannelse (AVU), Højere Forberedelse (HF), Gymnasial Supplering (GS), Ordblindeundervisning (OBU) og Forberedende Voksenuddannelse (FVU). Skolen har adresse på Dalgas Avenue 2, 8000 Aarhus C.

Læs mere om VUC Erhverv på vucaarhus.dk


 

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies