Erhverv Aarhus nyheder
01-07-2016

Status på Aarhus Lufthavn

Tak for alle de fremsendte tilsagn om opbakning og uddybende kommentarer til en flytning af Aarhus Lufthavn til Thomasminde. Det står klart, at det aarhusianske erhvervsliv i alt for mange år har måttet acceptere en mangelfuld international lufthavnsbetjening, som vi nu alle arbejder for at få forbedret.

Transportminister Hans Christian Schmidt har bedt borgmester Jacob Bundsgaard forelægge ønsket om at flytte Aarhus Lufthavn til Thomasminde for EU-Kommissionen. Det skyldes, at Aarhus Kommune arbejder videre med udgangspunkt i den supplerende analyse, hvor der er lagt op til, at lufthavnen er afhængig af et kommunalt driftstilskud på 75 mio. kr. om året og et egenkapitalindskud på 500 mio. kr.

Dette til trods for at flere parter, herunder Erhverv Aarhus, har påpeget, at analysen har et pessimistisk udgangspunkt, der undervurderer kundegrundlaget og overvurderer anlægsomkostningerne – og dermed devaluerer business casen for Aarhus Lufthavn ved Thomasminde.

Seneste udvikling er, at fire af de fem ejerkommuner vil træde ud af Aarhus Lufthavn, hvorefter Aarhus Kommune overtager aktierne, for derefter at sælge aktier til private investorer.

Det er en interessant udvikling, der kan åbne op for investeringer og nye muligheder for en Aarhus Lufthavn ved Thomasminde. Skal visionen realiseres, er det dog nødvendigt, at business casen bygger på et realistisk scenarie.

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies