Mærkesager:
Aarhus har de senere år markeret sig som et kulturelt vækstcenter med de kreative industrier og synergier på tværs af sektorer. Dette giver en masse afledte effekter for byen og virksomhederne. Positionen skal fastholdes via en vedholdende opdyrkning af forretningsmuligheder, samarbejdsmodeller og forstærket politisk fokus lokalt og nationalt.
Aarhus og Aarhusregionens udbud af kultur- og sportsinstitutioner er centrale bidragydere til en stærk og positiv branding af området. Derfor er en fortsat investering i og udvikling af kultur- og sportsscenen ét af de væsentlige omdrejningspunkter for at sikre byen en vedholdende interessant position, der skaber større events, beskæftigelse, omsætning og andre afledte effekter.
Mange aktører inden for oplevelsessektoren ønsker at udvikle sig yderligere i forhold til f.eks. forretningsmodeller, netværksdannelse og bæredygtig økonomi. Erhverv Aarhus igangsætter derfor løbende netværksdannelse og nye tværgående samarbejder ved at koble erhverv-, kultur- og sportsvirksomheder der løfter kompetenceniveauet.
I samarbejde har Aarhus Kommune og Erhverv Aarhus etableret Business and Culture Forum som fælles platform, der skal synliggøre de udviklingsmæssige og økonomiske muligheder/potentialer, der ligger i krydsfeltet mellem erhvervs- og kulturliv.
Erhverv Aarhus har en række repræsentantskaber i byens kultur- og sportsinstitutioner/ organisationer. Her udpeges en erhvervsleder, der repræsenterer Erhverv Aarhus og byens brede erhvervsliv for at understøtte ønsket om samarbejde på tværs af byen. Repræsentationen bidrager også ind i institutionen/organisation med fokus på forretningsudvikling og styrkelse af en stærkere økonomi.
Du kan læse mere om vores erhvervspolitik og øvrige mærkesager og fokusområder i vores holdningspapir.