Erhverv Aarhus - vi skaber værdi for virksomheder på tværs af erhverv, kultur og uddannelse

Månedens virksomhed
01-02-2017

envision er månedens virksomhed

Månedens virksomhed, envision, er også årets virksomhed, målt på evnen til at sætte sig ind i forbrugernes virkelighed. I hvert fald hvis man spørger de danske annoncører, som anbringer envision på en flot 1. plads over reklamebureauer, som arbejder med forbrugerindsigt. Og det er slet ikke så tosset. For netop ved at tage udgangspunkt i forbrugerindsigter kan man lave vedkommende kommunikation. Med effekt. Faktisk så meget effekt, at envision også netop har vundet endnu en AEA: Advertising Effectiveness Award.


envision facade
 

Maximizing Brand Potential

Kundelisten er lang og imponerende. Flere og flere af Danmarks største brands og kæder har opdaget, at envision har fat i noget. Dansk Supermarked, Hummel, Tulip, Honda, Hi Fi Klubben, Dagrofa, Skoringen, Nyt Syn, Rambøll, Krifa, Yara og mange flere. Men også mindre annoncører får et boost, der bringer dem frem i rampelyset. For eksempel vandt envision sidste efterår for 3. år i træk en AEA, for sit arbejde med den lille kæde af tankstationer Go'on. Med kommunikationsplatformen "Go'on – holder de lokale kørende" og en hyldest til Udkantsdanmark og lokale ildsjæle løftede man bl.a. kendskabet fra 15 procent til 29 procent og opnåede en ROMI på 5,5 procent.
 
Mona Juul, CEO i envision"Vores fornemmeste opgave er at forøge kundernes konkurrenceevne. Vi kalder det Maximizing Brand Potential. Det er dét, vi går på arbejde for – dét, der driver alle bureauets over 120 mand, uanset deres funktion," siger Mona Juul, CEO i envision.

Løftet om maximeret brandpotentiale udfolder sig bl.a. i arbejdet med hhv. strategisk kreativitet og automatiseret produktion.
 
"De to dele repræsenterer hver sin del af bureauet. Den ene kunne man kalde "kreativitet", den anden "effektivitet". Altså skabertrang og fortællelyst på den ene side. Deadlines og omkostningsminimering på den anden. Tilsammen er det dét, vi mener med, at vi maximerer et brands potentiale: Vi hæver kvalitetsniveauet og sænker produktionsprisen samtidigt. Det kræver selvfølgelig, at man holder tungen lige i munden, og lige netop dét er vi ret gode til," fortæller adm. dir. Mona Juul.
 

Vi skal ikke tro, men vide

Effektiv markedsføring og viden om forbrugerne og markedet hænger uløseligt sammen. Derfor har envision en lang tradition for deciderede vidensstudier. Gennem årene er man udkommet med mere end 20 af slagsen i form af rapporter og seminarer om forbrugerne. Senest samlede envision over 300 annoncører til en præsentation af "singleshopperen". Altså et studie i hvordan man fanger, fastholder og flytter de over 1,5 mio. voksne danskere, der i dag lever som enlige.
 
Og envision deler ikke kun ud af sin viden. Man støtter også gerne op om meningsgivende sager og udviklingsprojekter på såvel nationalt som lokalt plan. Bureauet er både sponsor for Internet Week Denmark, Aarhus Festuge og Future of Advertising Hackaton. Sidstnævnte er en event, hvor forskellige fagligheder mødes, sætter nye, digitale løsninger på dagsordenen og udtænker fremtidens reklamer. For hos envision er man godt klar over, at markedet, forbrugerne og reklamebilledet ikke står stille – faktisk er agilitet altafgørende for forretningsmodellen.
 

Emergent Strategy

Ledelsesmæssigt opererer envision ud fra en såkaldt emergent strategy. Begrebet dækker over, at man udnytter tilstedeværelsen af turbulens, i stedet for at se den som en trussel.
 
"Vi bygger vores hus – vores bjerg – som myrerne. Som en myretue. Vi går friske ud efter grene, og sik sakker så tilbage i stedet for at gå den lige vej. For man ved jo aldrig, om man kan støde på en endnu bedre gren. Vi er et pragmatisk firma. Vi håber altid på det bedste, og forbereder os på det værste," fortsætter Mona Juul.
 
Og alt tyder på, at strategien holder. I hvert fald er envision fortsat et af landets største reklamebureauer, og i seneste regnskabsår kom man endnu engang ud med et stærkt resultat. Omsætningen udgjorde 144,5 mio. kr. mod 126,1 mio. kr. året før, mens bundlinjen landede på 17 mio. kr. efter skat og overskudsgraden på 15 procent.

Det nye, igangværende regnskabsår byder på en ny ejerstruktur, da envision i efteråret 2016 gik sammen med den nye, ambitiøse kommunikations- og konsulentkoncern First Chair Group, som kommer til at bestå af flere komplimenterende virksomheder. Ideen er at udnytte hinandens viden og erfaring og på den måde øge de samlede kompetencer.
 
"Det eneste, som er sværere end at komme på toppen, er at blive på toppen," fortæller Mona Juul. "Med First Chair Group står vi endnu stærkere. Og vi har da tænkt os at fortsætte succesen, for den er nu engang et bevis på, at vi leverer effekt for kunderne."

www.envision.dk

envision logo

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies